Pårørende til alkoholiker eller psykisk syg?
Rigtig mange elsker en person der drikker for meget, har misbrug af alkohol eller andre stemningsændrende rusmidler. I Danmark vokser ca. 122.000 børn og unge op i et hjem med alkoholproblemer, og familien er derfor mærket heraf. Det svarer til, at der i hver skoleklasse er ca. 2-3 børn, der har en mor eller en far, der drikker for meget. I alt vurderer 632.000 voksne danskere, at de er vokset op i en familie med alkoholproblemer.
– Du er derfor ikke den eneste, der er mærket af at en du elsker, har problemer med alkohol eller andre rusmidler.
Når én i familien drikker for meget, bliver alle i familien berørt. Både voksne og børn i familien bruger mange kræfter på at få familien til at fungere og på at få den, der drikker for meget til at nedsætte forbruget eller til helt at stoppe. Det er et hårdt ”arbejde”, en svær rolle og et stort ansvar at påtage sig, hvad enten man er barn eller voksen.
At være tæt på et menneske med rusmiddelproblemer kan medføre mange usunde reaktions- og handlemønstre. Man kan psykisk blive ramt af følelser, der relaterer sig til tidligere oplevelser, som man ikke kan adskille fra nuværende oplevelser og situationer. Mn kalder det at få reaktiveret blinde pletter. Disse blinde pletter er nyttige at kende, så man ikke lader dem spænde ben for sig selv.