Behandling af stress
Der anslås, at mindst hver tiende dansker på arbejdsmarkedet er så stresset, at det går ud over den generelle trivsel og evnen til at føle, at man fungerer normalt. Ligeledes viser forskellige undersøgelser, at flere hundrede tusinde mennesker har så generende stresssymptomer, at det øger risikoen for især at udvikle depression, hjertekarsygdomme og for at forværre en i forvejen eksisterende sygdom.
Alle mennesker har oplevet at føle sig stresset i perioder, og har evnet at håndtere dette hensigtsmæssigt. Stress og hermed mistrivsel kommer til udtryk på mange forskellige måder, og det er individuelt, hvornår presset bliver for stort.
Hvis man derimod er stresset igennem længere tid, kan det udgøre en trussel mod helbredet. Faktorer, der kan være med til at give stress, kan være:
Arbejdslivet:
- Krav som man ikke kan honorere eller nå tidsmæssigt.
- Egne urealistiske forventninger og krav.
Privatlivet:
- Problemer med at få hverdagen til at hænge sammen.
- Føler at man har for få timer i døgnet.
- Økonomiske udfordringer
- Problemer i parforholdet.
- Skilsmisse.
- Problemer med børnene etc.
Tilgangen til en opgave er helt afgørende for, i hvor høj grad man bliver stresset af situationen. Det er svært at ændre den måde, man ser og tolker verden på, men man kan lære at håndtere forskellige situationer mere hensigtsmæssigt. Der er stor forskel på at tænke: ”Puh ha, jeg har godt nok meget, som jeg skal i denne uge” eller “Ej, hvor bliver det skønt med de mange interessante ting jeg skal i denne uge”.
Det er helt naturligt at føle sig fortravlet. Det er derimod ikke naturligt at føle sig syg, utilpas og nedtrykt fordi man har for travlt. Så bør alarmklokkerne ringe.