Stofmisbrug blandt unge
Det er efterhånden et ungdomsfænomen at eksperimentere med brugen af forskellige stoffer. Undersøgelser viser, at den eksperimenterende tilgang til stoffer topper mellem 16-19 års alderen. Desværre er der nogle som allerede på det tidspunkt er blevet afhængige af at føle rusen, har erfaret at man i stofpåvirket tilstand kan flygte fra hverdagens udfordringer og krav.
Center for Rusmiddelforskning anslår, at 16.000-20.000 unge i alderen 15 til 25 år har et brug af illegale rusmidler. De unges hovedstof er cannabis. De beretter endvidere følgende:
- 6-17.000 unge i alderen 15 til 25 år har et dagligt eller næsten dagligt brug af hash. Det svarer til 2 pct. af 15-25-årige.
- 19-20.00 unge har et dagligt eller næsten dagligt brug af hash og/eller brug af amfetamin, kokain eller andre illegale rusmidler mindst fire gange om måneden (Pedersen et al 2015).
For nogle unge er det at prøve rusmidler noget de blot prøver en enkelt gang eller ganske få gange. Andre unge prøver det gentagne gange eller udvikler et problematisk brug, som udvikler sig til misbrug.
Man ved der er en del faktorer der har indflydelse på, hvorfor nogle unge udvikler misbrug. Det er faktorer i den unges samlede livssituation som fx familiebaggrund, opvækst, relationer, mestringsstrategier, måde at håndtere udfordringer og krav på, ressourcer, psykiske konditioner mm.
Typiske karakteristika ved de unges situation
Forskning i unge med rusmiddelproblemer viser, at følgende forhold kendetegner de unges situation:
- Belastet opvækst, præget af brud, svigt, stress, overgreb med videre
- Opvækst i hjem med højt forbrug af rusmidler
- Mistrivsel og psykiske problematikker
- Problemer i skolen, fagligt og/eller socialt
- Venner/netværk med højt forbrug af rusmidler.
(Pedersen et al., 2015; Pedersen & Frederiksen, 2012; Pedersen et al., 2009; Ege 2004).